Jens Frederik Sætter-Lassen (født 6. februar 1986) er en dansk skuespiller. Jens Sætter-Lassen er student fra Ordrup Gymnasium og er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Desuden har han lagt stemme til Tumle i Den Lille Havfrue i 1998. Jens er søn af skuespillerne Vibeke Hastrup og Søren Sætter-Lassen, er uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole 2007-2011. Allerede som dreng medvirkede han i nogle afsnit af julekalenderne "Alletiders nisse" og "Alletiders julemand" og fik i 1999 rollen som Egon Olsen i julekalenderen "Olsenbandens første kup". Modsat sine to medspillende i hovedrollerne blev han opfordret til at komme til prøve. Siden 1994 har han lagt stemme til tegnefilm, bl.a. "Den Lille Havfrue" (Tumle), "Peter Pan" (John) og "Lånerne" (Sønnen). Før og samtidig med uddannelsen til skuespiller har han været forsanger, guitarist og komponist i bandet Sætter-Velling. Jens Sætter-Lassen blev den 24. juni 2023 gift med skuespillerinden Neel Rønholt efter 16 år som kærester. Brylluppet fandt sted under åben himmel ved Kunsthal Brantebjerg, der ligger syd for Rørvig på Nykøbing Sjælland. I 2014 spillede han Peter i DRs stort anlagte historiske dramaserie 1864, der er instrueret af Ole Bornedal. Det er den dyreste produktion DR nogensinde har produceret. I 2019 begyndte Jens at livestreame på platformen Twitch, hvor han bl.a. spiller computerspillet Counter-Strike og gør brug af sine kompetencer inden for skuespil i form af Talkshows mm. Jens er også formand for en organisation ved navn +1 CHATTITUDE, som tilstræber en god tone på nettet, med plads til sjov og selvironi, og som Jens selv skriver: "Det handler om at reagere både, når folk ikke taler pænt, men egentlig også når folk taler pænt. På den måde kan vi også skabe et stærkere og mere kærligt sammenhold". Jens går under navnet wonderbai på sin egen Twitch-Kanal. I 2023 spillede han den unge C.F. Tietgen i den dramadokumentariske serie Matadorerne på DR i 2023.